Nordea: Vi skal skilte med vores kompetencer
Nordens største bank satser på medier - også selvom deres
nye højteknologiske mini-studie ikke fylder mere end få
kvadratmeter. Med en løsning fra GigaContent kan live kommentarer
fra Nordeas økonomiske eksperter sendes i æteren inden for få
minutter, og det har stor betydning for en bank, hvis nøgleord er
kompetence.
Nordeas studie er godt gemt væk i et sidelokale til en lang
korridor i bankens domicil på Torvegade. Det kompakte studie står i
skærende kontrast til husets enorme foyer, komplet med mandshøj
kunst og en skøn udsigt ud over Københavns Havn. Men studiet byder
så til gengæld på noget, som måske er endnu vigtigere: Et
udstillingsvindue ud mod verden.
- Teknologien til produktion af TV har gjort det let at levere
varen, selv med små faciliteter. Det er let at producere
professionelle transmissioner f.eks. med live baggrundsbilleder
taget ud over vores trading floor, og kvaliteten er stadig i top.
Vi er godt tilfredse med resultatet og de muligheder, som
GigaContent har givet os, siger Preben Castel, Nordeas Deputy Head
of Internet Open Pages. Preben leder studiet.
Klar på få minutter
GigaContent har leveret den løsning, som sender video-content
fra Nordeas studie videre til de TV-stationer, som ønsker at
benytte sig af Nordeas ekspertviden. Indtil videre har det især
været TV2 og TV2 News, som har gjort brug af Nordeas økonomiske
viden. Men i princippet er der få begrænsninger på hvilke medier
man kan nå ud til, når først man er koblet på GigaContents net.
- Vi bliver som regel spurgt adskillige gange om ugen, og
så handler det om at være klar til at sende inden for kort tid. Så
er det ofte vores cheføkonom eller en anden af vores eksperter, som
svarer på spørgsmål på direkte TV. Og vi har selvfølgelig især haft
travlt med at kommentere på finanskrisen, siger Preben Castel.
TV2 og TV2 News reserverer selv forbindelsen på GigaContents net
(via GigaBooking) ind til Nordeas studie på Torvegade. Det har
gjort arbejdet superenkelt for Preben Castel og hans medarbejdere,
som blot skal sørge for, at mini-studiet er køreklar.
Et vigtigt led i bankens strategi
Claus Christensen - Nordeas pressechef i Danmark -
understreger, at eksponering i de store medier er en naturlig del
af det løbende arbejde med bankens forretningsstrategi og
brand.
- Vi er en bank, som ønsker at give gode kundeoplevelser
gennem markedets bedste rådgivning, og vi har spidskompetencer og
specialister på alle områder i forhold til både private kunder og
erhvervslivet. Det er udgangspunktet for alle vores aktiviteter, og
det skal naturligvis også afspejle sig i vores kommunikation med
verden omkring os. Derfor er det vigtigt at være til stede og
synliggøre vores kompetencer igennem medier som f.eks. TV2 og TV2
News - og i fremtiden vil det dreje sig om endnu flere medier,
siger Claus Christensen.
Endnu mere værdi i fremtiden
Preben Castel er godt tilfreds med GigaContents løsning, og han
mener, at anvendelsesmulighederne kun kan blive endnu flere i
fremtiden.
- Værdien af at være koblet på GigaContents er stor, fordi
landets vigtigste medier allerede er på nettet. Men samtidig
værdien med tiden blive endnu større i takt med, at flere nye
medier kobles på nettet. På den måde kan vi i fremtiden kun få mere
gavn af vores investering, siger Preben Castel.

Preben Castel, leder af Nordeas studie på Torvegade i
Christianshavn